Udvidelse af adgang til elektricitet på tværs af -Afrika syd for Sahara er en kæmpestor ingeniøropgave, der kræver betydelige investeringer og en nytænkning af, hvad energiadgang betyder.
Set fra nær-omkreds om jorden om natten er industrialiseringens glitrende kendetegn synlige på tværs af store dele af planetens overflade. Næsten overalt er nattehimlen oplyst med-stålbyggede belysningssystemer, der markerer rækkevidden af teknologi og urbanisering.
Der er dog flere "mørke zoner" tilbage, hvor Afrika syd for Sahara repræsenterer et flertal af den globale befolkning, som i øjeblikket mangler adgang til magt. Omkring 600 millioner mennesker er uden elektricitet her, og udbygningen af energiinfrastruktur halter bagefter andre regioner.
Afhængig på steder af lokaliseret,-generatorbaseret strøm, der koster mellem tre- og seks-gange, hvad netforbrugere betaler, er virkningerne af denne patchwork-energiforsyning vidtrækkende-og grundlæggende.
Afrika syd for Sahara har en hurtigt voksende og urbaniserende befolkning, men mangel på adgang til elektricitet påvirker alt fra uddannelse, hvor børn er ude af stand til at læse, efter solen er gået ned, til befolkninger, der ikke kan få adgang til livreddende vacciner på grund af mangel på tilstrækkelig nedkøling.
At konfrontere energifattigdom er afgørende for at opfylde FN's mål for bæredygtig udvikling (SDG'er), og det betyder udvidelse og diversificering af elektricitetsinfrastruktur og -produktion på tværs af -regionen syd for Sahara.
Vedvarende energiproduktion uden for-net, kaldet Utility 3.0, kunne repræsentere en ny model for global elproduktion
Kraften til at ændre
I øjeblikket genererer de 48 lande, der udgør Afrika syd for Sahara, den samme mængde strøm som Spanien, på trods af at de har en samlet befolkning på 800 millioner. Men på tværs af kontinentet er ambitiøse infrastrukturprojekter i gang for at løse dette problem.
The West African Power Pool (WAPP) udvider netadgangen i hele regionen og etablerer et fælles eldistributionssystem blandt medlemslandene. I øst vil Grand Ethiopian Renaissance Dam tilføje 6,45 GW til landets nationale net.
Længere mod syd bygger Angola i øjeblikket syv store solcellefarme, som vil bruge en million solpaneler til at generere 370 MW strøm, som vil nå både store byer og landlige samfund.
Projekter af denne art kræver stor-investering og adgang til materialer, og regionens behov for stål vil kun vokse, efterhånden som infrastrukturen udvides. Dette er lige så sandt for traditionel energiproduktion, såsom naturgas, som for vedvarende energikilder.
For den hurtigt urbaniserende befolkning repræsenterer disse massive projekter game changers, der vil udvide sikker adgang til elektricitet til en overkommelig pris, men for mere fjerntliggende steder er der behov for løsninger uden for-nettet. Det er her, små-vedvarende energi kan spille en væsentlig rolle.
Teknologiske alternativer til netbaseret-strøm er støt faldet i omkostninger, med solcelledrevet-belysning og forbedrede batterier og højeffektive LED-lys, der også hjælper med at udvide adgangen.
Små-stålbyggede-solfarme, der kan levere strøm til hele samfund, er også levedygtige i et område, der spænder over det så-solarbælte, som strækker sig over planetens ækvator. Denne bottom-op-tilgang til energiproduktion, omtalt som Utility 3.0, repræsenterer et alternativt og komplementært system til traditionelle offentlige brugsmodeller og kan repræsentere fremtiden for den globale energiomstilling.
Uanset om det er regions-spændende mega-projekter eller lokaliseret energiproduktion i lille-skala, vil stål-teknologier spille en afgørende rolle i at transformere energiadgang i Afrika syd for-Sahara. Dette er afgørende for at tackle energifattigdom, opfylde SDG'erne og overgangen til en mere bæredygtig økonomisk model.
Billeder: Shutterstock
